Madordning

Ifølge Dagtilbudsloven skal der hvert andet år tages stilling til, om der skal være madordning i institutionen.

Det er forældrene til børnene i institutionen, der bestemmer, om der skal være madordning i institutionen eller ej. Valget beror på et simpelt flertal.

Hvis madordningen tilvælges, får børnene serveret mad i institutionen hver dag og skal ikke selv have madpakke med. Forældrene betaler et månedligt beløb til madordningen.

Hvis madordningen fravælges, skal børnene selv have madpakker med.

Madordningen i Børnehuset Ålykke

I Børnehuset Ålykke har vi madordning for alle børn. Vi tilbyder morgenmad, formiddagsmad, frokost og eftermiddagsmad.

Vi får leveret friske fisk fra fiskehandleren og har det økologiske spisemærke i guld. Det betyder, at vi bruger 90-100 % økologiske varer.

Morgenmaden består af havregrød eller havregryn. Der bliver kun serveret morgenmad for de børn, der er i institutionen mellem kl. 06.30 og 07.30.

I børnehaven består formiddagsmaden af rugbrød og gulerødder eller frugt. I vuggestuen varierer formiddagsmaden i forhold til børnegruppens alder, men den kan bestå af rugbrød, boller, frugt og grønt.

Til frokost veksler vi mellem varme retter og rugbrød med pålæg og tilbehør. Vuggestuebørnene og børnehavebørnene får den samme mad til frokost.

Eftermiddagsmaden er som regel også det samme for vuggestue- og børnehavebørn, men kan variere, hvis der er meget små børn i vuggestuen. Eftermiddagsmaden kan bestå af frugtgrød/frugtsuppe eller boller, rugbrød eller knækbrød, som der altid serveres frugt til.