Dagligdagen
Læs hvordan dagligdagen er tilrettelagt i institutionen, fra vi åbner om morgenen, til vi lukker om eftermiddagen.
Vuggestuen
I vuggestuen fokuserer vi på det nære, på tryghed og på at hvert barn skal have mulighed for, at opleve og sanse verdenen i sit eget tempo. Vores hverdag er præget af god tid. Vi haster ikke af sted, men prioriterer at have tid til at kigge længe på f.eks. en gravemaskine eller får, eller vende træstubbene på legepladsen for at kigge efter krible/krable-dyr. Og så er det vigtigt for os, at vi helt fysisk er i øjenhøjde med børnene. Derfor arbejder vi meget på gulvet.
Vi åbner klokken 06.30, hvor vi er sammen med børnene fra børnehaven. Her er der også mulighed for morgenmad indtil klokken 07.30. Klokken 07.15 går de børnehavebørn, der er færdige med at spise, over i deres hus. Fra denne tid og frem mod 08.45, modtager vi de fleste børn, og omkring kl. 08.45 samles vi om formiddagsmad og morgensamling. Her synger vi fagtesange, fortæller eventyr og meget mere. Børnene må afleveres når det passer jer, og kommer I, mens vi har samling, vil der komme en ud i gangen og tage imod jeres barn.
Omkring klokken 09.15-10.30 har vi gang i dagens aktiviteter. Det kan både være planlagte og spontane.
Ved 10.45-tiden er vi klar til at spise frokost. Til frokost sidder vi i faste bordgrupper, hvor en voksen sidder sammen med tre-fire børn. Med de ældste børn øver vi selvhjulpenhed, f.eks. at øse op, hælde fra kande og skære med kniv, og med alle børn øver vi os i at få øje på hinanden og have en stille og rolig dialog ved bordet.
Når vi er færdige med at spise, kommer børnene på skift med på badeværelset, hvor de får hjælp til selv at tage tøj af og blive gjort putteklar. Når børnene er lagt ud for at sove, kan de indimellem have brug for hjælp til at finde ro, og så vil der stå en voksen ude ved børnene, hvor vi f.eks. synger en rolig sang, holder i hånd eller vugger lidt med barnevognen.
Når børnene vågner, sidder vi og hygger lidt med stille aktiviteter, der er gode at vågne på. Derefter får de en ren ble, inden det ved 14.15-tiden er tid til et eftermiddagsmåltid. Efter dette måltid, er vi klar til at lege lidt videre, enten ude eller inde. Det er også nu, at de første børn så småt begynder at blive hentet. Fra klokken 16.00 samles vi med børnehaven enten i børnehaven eller på legepladsen (dette dog ikke fredag, da vi lukker kl. 16.00 den dag).
Børnehaven
Kl. 06.30 åbner Børnehuset Ålykke. Alle børnene er samlet i vuggestuen. Vi tilbyder børnene morgenmad mellem kl. 06.30 og 07.30. Der vil være en voksen fra både vuggestuen og børnehaven til at modtage børnene og hjælpe med at vinke farvel til mor og far.
Kl. 07.15 går vi i børnehaven og begynder på små aktiviteter som at tegne, bygge LEGO, læse m.m. Det vil efter årstid og aktiviteter være forskelligt, om der tilbydes leg på de to stuer, eller om uderummet også stilles til rådighed for børnenes leg.
Vi ønsker at fordybe os sammen med børnene og være der for dem, der har brug for et ekstra lille morgenkram. Derfor har vi valgt, at forældre og andre, der afleverer, ikke kan komme på stuerne i dette tidsrum. Vi har en voksen hver dag, som har til opgave at vinke med de børn, der ønsker dette, eller hjælpe børnene ind til en voksen på en af stuerne. Dette lader sig gøre, da vi har god kendskab til alle børnene på kryds og tværs af de to stuer, og børnene også har kendskab til de voksne på begge stuer.
Kl. 09.00 holder vi samling i vores grupper. Vi starter med at spise formiddagsmad, og herefter tager vi hul på de planlagte aktiviteter.
Frem til frokost vil der være forskellige tilbud af aktiviteter. Hver stue har en turdag, hvor man kan tage ud og studere nærområdet eller en lidt længere tur. Vi har en tro på at det blandede årgangsfællesskab bidrager til, at børnene blandt andet har nogen, de kan spejle sig i, muligheden for at lege op eller ned i alder samt at få tildelt en rolle som hjælper til dem, der ikke kan helt endnu. Men vi anerkender samtidig, at der kan være noget godt i at være sammen med dem på egen alder. Dette imødekommer vi om onsdagen, hvor vi er i årgangsgrupper.
Tøffetid er et begreb, vi arbejder med. Tiden til at være barn og udforske forskellige legerelationer og lege enten på egen hånd eller med hjælp fra en voksen. Det er også i denne tid, der opstår spontane fisketure i bækken, der ligger lige på den anden side af hegnet, vi nørder krible krable-dyr på legepladsen, eller vi øver motorikken ved at snitte.
Kl. 10.45 serveres der frokost på stuerne eller ude, når vejret tillader det. Frokosten tilberedes af vores køkkenpersonale og varierer mellem varme og kolde retter.
Efter frokost går hele huset ud på legepladsen. Her er der mulighed for at lege på tværs af stuerne og alder.
Til de børn der har brug for at sove til middag, vil der naturligvis være mulighed for dette. Der er altid en voksen, der hjælper med at få puttet børnene og sidder ved dem, til de sover.
Kl. 13.45 serveres der eftermiddagsmad. Igen er det lidt vejret der bestemmer, om det serveres ude eller inde. Herefter leger vi i hele huset igen frem til, at børnene bliver hentet. Om vinteren leger vi mest inde, og om sommeren leger vi mest ude.
Kl. 15.45 har vi ryddet op i det meste af børnehaven. Vi samler de børn, der ikke er blevet hentet endnu, til en hyggestund i alrummet eller på legepladsen.
Lærings- og legemiljøer
Legen står højt på Ålykkes dagsorden, og vi voksne er med på sidelinjen til at støtte og udvikle legen, hvis der er brug for det. Uanset hvilket tema legen har, er den bl.a. med til at udvikle børnenes sociale kompetencer, sprog og udvikling.
Vi har mange lærings- og legemiljøer - også i hverdagens rutiner. Det kan være på badeværelset efter frokost, hvor den voksne støtter barnet i selv at tage tøjet af, sidde på toilettet og blive gjort klar til middagslur. Det kan også være, når vi skal udendørs, og barnet øver sig i at finde sit eget overtøj og selv få det på.
Vi etablerer forskelligartede lærings- og legemiljøer og er ikke bundet af, om vi er inde eller ude. Det vi kan lave indenfor, kan vi også lave udenfor. Vi tilrettelægger lærings- og legemiljøerne med udgangspunkt i børnegruppens alder, interesser og årstidernes skiften.
Udelivet har stor prioritet for os i Ålykke. Store som små er ude stort set hver dag, enten på legepladsen eller i nærmiljøet. For små vuggestuebørn er der masser af indtryk at få i det nære, så når vi tager på tur, gør vi det oftest i nærmiljøet. Det kan være på turen ned gennem kolonihaverne, hvor vi gerne stopper op undervejs for f.eks. at kigge ned i en kloak og snakke om, hvad de kan se dernede, eller bruge god tid på at kigge på og snakke om snegle, vi ser. Det kan også være, når vi går på tur ud af stien, hvor vi f.eks. kaster sten i bækken og ser på får. Det vigtigste er ikke altid, hvor turen går hen, men at vi har tid til at sanse og udforske undervejs. Børnehavebørnene begiver sig ud på lidt længere ture, f.eks. til Doktorparken, biblioteket, Fladbro Skov osv.
Motorik og bevægelse
Vi forsøger på mange forskellige måder at få bevægelse ind i hverdagen.
Når vi er på tur i nærmiljøet, er det på små lukkede veje og stier, vi oftest går, hvilket giver mulighed for, at børnene ikke behøver at sidde i klapvogn eller holde i hånd, men selv kan gå, løbe eller cykle afsted.
På legepladsen er der bl.a. køretøjer til forskellige aldersgrupper, gynger og en rutsjebane, og der er trapper, bakker og ujævnt terræn. Vi bygger forhindringsbaner og går på line.
Indenfor har børnene altid mulighed for at hoppe fra vores lave vindueskarme ned på en madras. De må køre af sted på små rullestole, og de som kan, kravler selv op på deres stol, i krybben og op på puslebordet. Vi laver bevægelseslege, og danser og synger til forskellige sange.